Vi har fanget årets højdepunkter og mest mindeværdige øjeblikke i levende billeder. Fra festivalbyens utopiske drømme til klimakampens realiteter.
Fra cirkulære iværksættere, storbylaboratorier, grønne partnerskaber og frivillige fællesskaber til interaktiv landskabskunst og et løbebånd midt på Hovedbanegården!
Tak for et fantastisk 2023!
Med Roskilde Festival 2023 tog vi fat på en ny epoke: De næste 50 festivaler. Det skete i en tid præget af store kriser, hvor der er behov for at inspirere til positiv forandring.
Historisk er vi rundet af en ungdomskultur, der troede på, at de kunne forandre verden. I dag er tidsånden helt anderledes. Unge i dag har ikke på samme måde en positiv tro på fremtiden.
Vores festival repræsenterer drømmen om en bedre verden. Og med vores særlige fokus på UTOPIA vil vi i årene fremover styrke festivaldeltagerne evne til at forestille sig, tro og håbe på en bedre fremtid.
Gense glimt fra en drøm af en festival nedenfor og se flere koncerthøjdepunkter her:
I starten af oktober stillede vi et løbebånd midt på Københavns Hovedbanegård og inviterede en masse unge til at løbe på stedet i 24 timer. Vi kaldte happeningen for The Endless Race.
Det var vores symbolske måde at sætte fokus på det endeløse – og desværre ofte meningsløse – hamsterhjulsagtige ræs efter resultater, præstationskrav og mening med tilværelsen.
Roskilde Festival-gruppen udlodder hele sit økonomiske overskud til gavn for især børn og unge. The Endless Race markerede startskuddet på vores årlige Open Call, hvor vi efterlyser modtagere af overskuddet.
Se her hvordan døgnet på løbebåndet forløb, og se også, hvordan det gik da, vi sammen med bandet Blæst donerede 500.000 kroner til rådgivningstilbuddet headspace.
GRASP ’23: nye idéer og innovationskraft
For tredje år i træk forvandlede vi bydelen Musicon i Roskilde til et summende forum for nye idéer.
Med Roskilde Festivals kloge lillesøster, vidensfestivalen og konferencen GRASP, samlede vi i oktober kunstnere, politikere, forskere, studerende, tænkere og aktivister for at diskutere bæredygtig forandring og kunstens forandringsskabende rolle.
Gennem to dage fik deltagerne gennem to dage nye idéer til deres arbejde med at løse vor tids store udfordringer med klimakrise og økonomisk og social ulighed.
Kig selv indenfor i filmen og følg udviklingen af næste års GRASP via hjemmesiden.
